Tekst
I Henrik Scheel Andersens maleri er substantivet “tilstedeværelse” indgang til forskellige læsninger af landskabsmaleriet. Først og fremmest drejer det sig om tilstedeværelsen af det karakteristiske nordvestjyske landskab med lave horisonter, høje himle, kystlinjer og flade marker.
Det kulturelle landskab er desuden til stede gennem dyrket landbrugsjord og vindmøller eller reminiscenser af fordums tiders højteknologiske udvikling i form af elmaster, frit hængende højspændingsledninger og rødmurede transformatorstationer. Ikke at forglemme kunstnerens velkendte motiver af bunkere på stranden. I andre motiver er spor af mennesker mindre bastante som en bøje i vandkanten eller et hjulspor på stranden, som med tiden vil forsvinde. Ofte er der en fortælling til stede, hvor start og slutning ikke er gengivet; dem må man som beskuer selv finde frem til.
I motiverne møder vi et kulturlandskab under forandring. Selv om mennesket sjældent selv er til stede, er landskaberne gennemsyret af menneskeskabte spor. Både århundredes dyrkning af jorden og en teknologisk udvikling, der har påvirket udformningen af landskabet, skildres.
Af Connie Hansen, museumsinspektør
VISIONÆRE LANDSKABER
Når man ser på et af Henrik Scheel Andersens landskabsmalerier, kommer digtet næsten af sig selv. Måske er det slet ikke skrevet endnu, men så meget kan man sige: det er dramatisk, indlevende og usentimentalt. Det er friskt sanset, det er på en eller måde meget jysk og det er ekstatisk, men samtidigt yderst disciplineret.
Under alle omstændigheder sætter Henrik Scheel-Andersens malerier gang i ens fantasi. Dette lyder måske banalt, men det er noget af en bedrift, når man tænker på alle de tørre, sentimentale, kejtede og svulstige landskabsbilleder, vi præsenteres for rundt omkring i Danmark. Henrik Scheel Andersen gør det eneste rigtige, man kan indenfor en genre, som er så belastet af traditionen og som flere gange er blevet erklæret for stendød af kunstkritikken: han glemmer alt om guldalderen, impressionisterne, Cezanne, Høst, Kirkeby, og hvad de ellers hedder alle sammen og kaster sig over lærredet som skulle hele verdenen opleves på ny. Han ser på sit landskab, de barske og forblæste nordjyske bakker og strandenge med den store himmelkuppel ovenover, og så prøver han af hele sit hjerte og med al sit talent at få sine indtryk ned på lærredet. Når dette lykkes, når vi ser på malerierne og oplever intensiteten og lidenskaben, er det fordi, Henrik Scheel Andersen bevæger sig udover det topografiske hen imod det tidløse, almenmenneskelige og universelle. Det er essensen af det nordjyske landskab, han vil skildre, ikke den og den bakke eller den og den landtange. Essensen og den fænomenale og evigt omskiftelige himmel, der selv i vores højteknologiske tidsalder kan få os til at føle os små og ydmyge.
Når det i den grad lykkes Henrik Scheel Andersen at fange disse stemninger, hænger det naturligvis sammen med, at han forstår at komponere et billede, så det både virker spontant oplevet og tilstrækkeligt stramt i strukturen. Groft sagt er malerierne bygget op over den samme læst: forneden den faste jord med åløb, der går i dybden, horisontale marker, vertikale trægrupper og planter og diagonale indfjorde, og foroven himmelen med skyer i stille eller voldsom bevægelse. En fast ramme med uendelige muligheder for variationer. Kraftige energiske penselstrøg, som nærmest fysisk efterligner stormskyernes urolige bevægelser og omvendt sikrer drøje markeringer til at illudere den fugtige jord på strandengene, de opdyrkede marker eller det gullige sand.
Dertil skal lægges en farveholdning, som er udpræget klassisk modernistisk, dvs. arbejder i forlængelse af kunstnere som Sigurd Swane, Edvard Weie og Harald Giersing, der hævdede farvens egenværdi i nærmest farvesymfoniske kompositioner.
Med inspiration fra kunstnere som de tre ovennævnte, der slog igennem i årene omkring 1. verdenskrig, er det klart, at Henrik Scheel Andersen ikke er det, man med et særdeles vildledende ord kalder en samtidskunstner. Man kan imidlertid også vende det om og konstatere, at han ikke ustandseligt behøver at ændre stil for at følge med i de internationale trends, at han i bund og grund er en tidløst arbejdende kunstner. Uanset hvad, betyder det fysisk omgivende landskab stadig utroligt meget for os. Selv de af os, som lever i storbyer, kan ikke undgå at registrere de skiftende årstider og den konstant foranderlige horisont over vores hoveder. I et lille gennemdyrket land som Danmark er eller burde vi være indstillede på at skatte den natur, vi har tilbage. Henrik Scheel Andersen er en af de kunstnere, som usentimentalt og ærligt åbner vores øjne for det danske landskab. En vigtig egenskab for en kunstner her i begyndelsen af et nyt årtusinde.
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen